Bryllupsønsker for både ham og hende

Det kan hurtigt komme til at dreje sig om brudens ønsker til gavelisten for mens de forskellige stel, mærker og fine sengetøj bliver skrevet på listen over bryllupsønsker, kan gommen stå tilbage og ikke føle, at det er ønsker de sammen har udvalgt.

Snak derfor sammen, inden I begynder at kigge på ønsker og tag en tur rundt i de forskellige butikker og peg på nogle af de ting, som I fælles godt kunne tænke jer. Vi kommer her med nogle forslag og idéer til gaveønsker, som både gom og brud kan få glæde af.

Køkkenudstyr

Et bryllup giver netop mulighed for at ønske sig nogle af de mere særlige og dyre ting, såsom stel, en kaffemaskine eller andre køkkenmaskiner. Er I sammen enige om et stel, I rigtig godt kunne tænke jer at begynde at samle på, kunne det være et oplagt bryllupsønske.

Har I begge en passion for kaffe, kunne en espressomaskine også være oplagt at ønske sig. Det er nemlig ikke umiddelbart en ting, man selv ville have råd til at gå ud og investere i, så lad gæsterne gå sammen om en sådan gave.

Oplevelser og rejser

Kom væk fra hverdagens hektiske gøremål og ønsk jer oplevelser eller hotelophold, hvor I sammen kan nyde hinanden, finde glæden som nygifte og bare skabe endnu flere minder sammen.
Det kan være store som små oplevelser. Oplevelser, hvor I enten skal lave noget sammen som fx chokolade- eller sushikursus, vin- eller ølsmagning, kroophold eller en storbyferie til en destination, I længe gerne har ville opleve.

Hus og have

Er I husejere, eller går I med planer om at købe hus i nærmeste fremtid, er det oplagt at ønske sig nogle af de mange ting, som man som husejer har brug for.

Det kan både være til haven, herunder en god grill, haveudstyr eller havemøbler. Det kan også være et specifikt møbel eller maleri, som I længe har kigget efter.